Beskyttelse af oplysninger
Navne- og adressebeskyttelse
Hvis du ikke ønsker, at private personer kan få oplysninger om dit navn og din adresse kan du få navne- og adressebeskyttelse. Du skal henvende dig til BorgerServiceCentrene enten skriftligt eller personligt. Beskyttelsen bortfalder efter et år, medmindre du fornyer den.
Dit navn og adresse er dog aldrig skjult for offentlige myndigheder eller kreditorer, der kan dokumentere et forfaldent tilgodehavende.
Beskyttelse mod forskerhenvendelser
Forskerbeskyttelse beskytter dig mod henvendelser vedrørende statistiske og videnskabelige undersøgelser, der sendes ud på baggrund af oplysninger fra cpr-registret.
Forskerbeskyttelsen gælder, indtil du selv meddeler kommunen, at den skal ophæves.
Udeladelse af lokalvejviser
Har du beskyttet dit navn og din adresse, har du også automatisk beskyttelse mod at dit navn vises i lokalvejvisere.
Har du ikke navne- og adressebeskyttelse, kan du i stedet anmelde, at dit navn ikke må fremgå i lokalvejviser.
Adressebeskyttelse ved tinglysninger i Statstidende
Hvis du har navne- og eller adressebeskyttelse er du også beskyttet i Statstidende ved fx offentliggørelse af tinglysninger. Sådan var det ikke tidligere, hvor navne- og adressebeskyttelse ikke gjaldt ved offentliggørelse fx af tinglysninger i Statstidende.
Nu kan du samtidig med indlevering af dokumentet til tinglysning aflevere dokumentation for at du har navne- og eller adressebeskyttelse i form af en udskrift fra folkeregisteret af CPR-registeret.
Tinglysningen vil derefter give Statstidende meddelelse om beskyttelsen, og man kan ikke søge på dit navn på Statstidendes hjemmeside. Der sker dog stadig offentliggørelse af overdragelsen eller pantsætningen.
Forbehold
Din adresse kan altid udleveres til offentlige myndigheder og normalt også private kreditorer, der kan dokumentere et forfaldent regningskrav, f.eks. i form af en faktura eller lignende
Markedsføringsbeskyttelse
Markedsføringsbeskyttelse giver beskyttelse mod at få tilsendt personligt adresseret reklamemateriale på grundlag af adresser trukket fra cpr-registret. Beskyttelsen gælder både post, e-mail og telefon. Markedsføringsbeskyttelse kaldes også Robinsonlisten.
Markedsføringsbeskyttelsen gælder indtil du selv meddeler kommunen at den skal ophæves. Markedsføringsbeskyttelsen opdateres en gang i kvartalet.
Hvis du ikke ønsker, at postvæsenet og teleselskaberne udleverer dit navn og din adresse, skal du henvende dig til Post Danmark og de teleselskaber, du har abonnement hos.
Når du har markedsføringsbeskyttelse, får du heller ikke reklamer fra virksomheder, som du er kunde hos i dag, fx bank eller realkreditinstitut. Du kan dog aftale med den enkelte virksomhed, at du ønsker at modtage henvendelser fra virksomheden.
Klagemuligheder
Du har ret til indsigt med oplysninger, der er registreret om dig. Du kan kræve berigtigelse af evt. urigtige oplysninger, der er registreret om dig.
Hvis du ønsker at klage over kommunernes folkeregistrering, skal du kontakte Indenrigs- og Socialministeriet.
Senest opdateret den 16. juni 2009